Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) er EU’s uafhængige anklagemyndighed og har ansvaret for at efterforske, retsforfølge og afsige dom over for gerningsmænd til lovovertrædelser, der skader EU’s finansielle interesser, f.eks. svig, der bl.a. omfatter grænseoverskridende momssvig for over 10 mio. EUR, hvidvaskning af aktiver, der hidhører fra svig begået mod EU-budgettet, og korruption samt misbrug af midler til skade for EU’s midler. EPPO har også kompetence inden for lovovertrædelser, der vedrører deltagelse i en kriminel organisation, hvis den pågældende kriminelle organisations kriminelle handlinger er koncentreret om lovovertrædelser, der skader EU’s finansielle interesser.
EPPO blev oprettet ved Rådets Forordning (EU) 2017/1939, som blev vedtaget af 22 EU-lande ved den forstærkede samarbejdsprocedure. Ikkedeltagende EU-lande kan til enhver tid beslutte at tilslutte sig EPPO.
EPPO fungerer som en enkelt myndighed, der er organiseret på et centralt og decentralt niveau. Det centrale kontor, der er beliggende i Luxembourg, består af et kollegium, der udgøres af den europæiske chefanklager og 22 europæiske anklagere, én fra hvert deltagende land.
Det decentrale niveau er forankret i hvert deltagende EU-lands retssystem og består af mindst to europæiske delegerede anklagere, som skal være aktive medlemmer af de retsforfølgende myndigheder eller domstole, når de udpeges som europæiske delegerede anklagere.
Det centrale kontor koordinerer og fører tilsyn med de efterforskninger, der foretages af de europæiske delegerede anklagere på det deltagende EU-lands territorium. Sager indbringes for nationale domstole.
EPPO arbejder i tæt partnerskab med Eurojust, Europol og OLAF (Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig) og samarbejder med andre EU-institutioner, -organer, -kontorer og -agenturer samt myndigheder i ikke-deltagende EU-lande og i ikke-EU-lande samt internationale organisationer.
SE DESUDEN